tirsdag den 17. november 2009

Opfølgning af dansetimer i fitnesscentre

Så fik jeg overskydende timer igen og tænkte at nu burde der ske lidt på denne blog. Min guide er stadig gældende, men vil dog lige uddybe timer i fitnesscentre:

Jeg anbefaler klart, at hvis man vil danse og alligevel er medlem af et fitnesscentre, så tag deres funk og dansetimer. Disse timer er ofte i ligeså god kvalitet som på danseskoler HVIS man vælger sin instruktør med omhu!

FITNESSDK
Jeg arbejder selv i fitnessdk og derfor er det også mest naturligt at starte der. Jeg vil klart anbefale at tage mine timer, der finder sted hver onsdag og torsdag. Onsdag på Nygaardsvej fra syv til otte. Torsdag på Nørrebro fra halv syv til halv otte :-) Niveauet er basis, men i praksis er det vist snarere let øvet. Stilen er vist en blanding af Hip hop; girly stuff; house og store bløde bevægelser. Jeg lover jeg ligger en film ind, så snart det er der og skriver nærmere. Har man danset en del bør man også tage Jesper Krügers timer. Det var blandt andet ham der stod for Michael Jacksons dansere i Danmark og han underviser også på samtlige danseskoler. Niveauet er øvet, men man kan sagtens være med. Han har en god energi og man føler sig altid godt tilpas uanset kunnen! Timen er hver tirsdag fra halv otte til halv ni, og stilen er primært L.A.Style.

Oversigt FitnessDK´s timer:
Tirsdag - 19.30-20.30 : Jesper Krüger; funk øvet. Nygaardsvej
Onsdag - 19.00-20.00: Amalie Zaar; Funk Basis. Nygaardsvej
Torsdag - 18.30-19-30: Amalie Zaar; funk basis. Nørrebro

Derudover tilbyder kæden mange Body-jam timer, der er en blanding af dans og aerobic: Et forkoreograferet koncept, der giver sved på panden; samt flere salsa-timer.
Onsdag

søndag den 6. september 2009

Fitness Guide til Dansetimer!

Som sagt er det ikke kun de forskellige dansetimer på danseskoler, jeg anbefaler. Også Fitnesscentre har en bred vifte af tilbud til de danselystne.


FITNESSDK

SATS

FITNESSWORLD

mandag den 24. august 2009

DanseGuide København

I mit arbejde som danseinstruktør i et fitnesscenter oplever jeg altid at eleverne efter timerne spørger efter flere hold. Ikke kun i det pågældende center, men i København generelt, så derfor vil jeg nu prøve at samle min viden sammen og lave en lille guideline til det københavnske dansemiljø med fokus på streetdance.

De steder jeg altid anbefaler er:

-Studie13
-Hotstepper
-Gaardbodans
-Flow Dance Academy

Hvis der ikke er noget blandt ovenstående, beder jeg dem yderligere om at tjekke følgende ud:

-Pejsegaarden
-Stepz
-AL-dans

Derudover henviser jeg altid til både Fitnessdk og SATS, der har professionelle funk og streetdance-lærere tilknyttet.

Sidst men ikke mindst er det værd at nævne Workclass.dk, der arrangerer workshops og kurser for dansere og danseglade.

STUDIE 13
Dansecaféen Studie 13 er det første jeg anbefaler mine elever. Studie 13 er en kombination af en café, en restaurant og et dansestudie og ligger på Frederiksberg. Stedet er relativt nyt - dansetimerne begyndte i maj 2009 - og danseafdelingen styres af den ene af stedets ejere : Mai-Britt Catrine, der har mange år som professionel danser i baggagen. Dét, der gør Studie13 så enestående og unik, er at de som de eneste tilbyder WALK-IN-CLASSES. Det vil sige, at man kun betaler for de timer, man tager - der er ingen tilmelding og ingen binding. Man kan komme og gå, som man vil, og der er ny koreografi hver gang. En enkel time koster 50 kr, og det er BILLIGT BILLIGT BILLIGT! Tager man en prøvetime på samtlige andre danseskoler er prisen omkring de 100 kr. Samtidig er kvaliteten i top - Mai-Britt har samlet nogle af Danmarks dygtigste lærere, og bagefter kan man nyde mad eller drikke i caféen, som smager fantastisk!!!

Det er altså service, og et helt genialt koncept, når man har mange andre ting, der skal passe ind i en hektisk hverdag og motionen/ dansen bare skal presses ind. En anden ting, jeg elsker ved Studie 13, er at publikummet er lidt ældre. På de fleste danseskoler er eleverne omkring de 17-18 år på de fleste voksnehold. Men netop fordi Studie13 tilbyder et så fleksibelt koncept, der kan tilpasses en hektisk arbejdsuge, får de fat i de ældre elever også - ligesom mig :-D

Læs mere : http://www.studie13.dk/

Eller besøg dem på:
Dansecaféen Studie 13, Allégade 13, 2000 Frederiksberg



Videoklip: Nellie Berthel underviser HipHop på Studie13. Derudover underviser hun også i waacking og House. Hendes timer kan også tages på Flow Dance Academy


Jeg vil hver uge forsøge at lægge Studie13 ´ugeprogram ind.



HOTSTEPPER
Hotstepper har udviklet sig eksplosivt de sidste par år, og er nu Københavns største dansestudie indenfor HipHop og urban dans. Hotstepper lå oprindeligt i samme bygning som Frederiksberg Svømmehal, men har netop udvidet med en afdeling på Nørrebro også. Hotstepper blev grundlagt i 2002 af Joel De Andrade og Karen Galsgaard, der begge har deres rødder i hip hop undergrundsscenen. De er begge meget imødekommende og forstår, at skabe en varm atmosfære i et ellers koldt og barsk miljø. De huser også nogle af Danmarks førende lærere og får jævnligt gæstelærere fra udlandet ind.
Problemet med Hotstepper, er de dygtige elever. Er man helt ny i danseverdenen, bør man ringe og snakke med Karen inden, for flere af holdene har mange elever med se-mig-attitude og knive på albuerne. Og de kan deres "shit" - de ER dygtige - men attituden skræmmer og konkurrencen eleverne imellem kan i nogen tilfælde ødelægge danseglæden.
Flere hold fungerer dog helt optimalt - eksempelvis +25 holdet, der som navnet antyder KUN er med voksne glade elever :-D

Læs mere: http://www.hotstepper.dk/

Eller besøg dem på:
Frederiksberg: Frederiksberg Svømmehal; Helgesvej 29, Stuen; 2000 Frederiksberg

Nørrebro: Hørsholmsgade 20, Stuen; 2200 København N

Tlf: 22120214




GAARDBO DANS
Selvom Gaardbo lægger stor vægt på jazz og moderne dans , tilbyder de også nogle fantastiske lærere, når det kommer til den street-inspirerede undervisning. For blot at nævne nogle: Marvin og Ivan Spahi, Jesper Krüger, Toniah Pedersen og Suad Demetrovic. Gaardbo ligger på Nørrebro åbnet af danser og koreografen Anja Gaardbo, der har koreograferet en lang række kendte forestillinger og tv-shows. Ligesom Hotstepper har Gaardbo rigtig mange dygtige unge dansere, der danser, fordi det er dét, de vil med deres liv. Til forskel fra Hotstepper er de fleste af disse også meget dygtige teknisk - de er klassisk trænede. Det samme gælder dansen: Stilen er klassisk og kommerciel i forhold til Hotstepper, der er langt mere eksperimenterende.
Skolens streetdance timer begrænser sig til hiphop, funk og house - men de virkelig gode af dem - hvorimod Hotstepper (og Studie13) eksempelvis tager de nyere og mindre genre ind som wacking og krumping.
Kort sagt tilbyder Gaardbo den etablerede streetdance, både når det gælder stilart og underviser.

Photobucket

Læs mere: http://www.gaardbodans.dk/

Eller besøg dem på:
Gaardbodans; Struenseegade 15 A 4tv, 2200 København N

Tlf 35 36 11 80



FLOW DANCE ACADEMY
Flow Dance Academy er den første danseskole med fokus udelukkende på Hiphop - dansen og HipHop - kulturen. Skolen blev dannet i 2001 og bag den står danserne og ægteparret Kenneth og Natalia Fogel. Parret lever og ånder for HipHop og netop derfor kan det nogengange være svært at være en elev fra en kernefamilie i provinsen - det kan simpelthen være svært at identificere sig med filosofien bag skolen.
Ikke destro mindre har skolen uddannet nogle af Danmarks dygtigste HipHop-dansere og har flere af dem på programmet, foreksempel den virkelig talentfulde Nellie Berthel, hvis timer helt sikkert er anbefalesesværdige efter hendes nylige inspirationstur til L.A.
Natalia Fogels timer er også værd at prøve, hvis man er ny i dansens verden. Hun besidder en stor pædagogisk undervisningsevne og forstår at få samtlige niveauer udfordret. Hendes stil er dog en smule "stiv" i det i forhold til min, meget kontrolleret. Men det er et spørgsmål om smag.

Flow Dance Academy tilbyder en masse workshop- især inden for poppin´, house og break, jeg også opfatter som skolens stærkeste stilarter.

I lang tid troede jeg ellers, det ville være et spørgsmål om tid før skolen lukkede. Der har været en del flytten rundt og en masse faste elever, der er flyttet over på Hotstepper, men som det ser ud nu, overlever skolen, og er på vej tilbage med fuld styrke. For at tiltrække de gamle elever, har skolen valgt at sætte priserne ned, så de nu er mellem 25 og 50 procent billigere end andre skoler.

Læs mere: http://www.flowdance-cph.dk/

Eller besøg dem på:
FlowDance Academy, Ragnhildgade 1, Nørrebro/ Østerbro



PEJSEGAARDEN

pejsegaarden

Pejsegaarden har modsat Flow Dance Academy langt fra sit fokus på streetdansen, men tilbyder en bred vifte af danse - stilarter; ikke mindst diverse former for pardans og jazzdans. Streetdance timerne er få og er meget girly og kommercielle, men kan bruges, hvis andet ikke er der.Pejsegaarden er til gengæld meget stærk, når det kommer både til jazz og pardans, hvilket også afspejles af ejeren Britt Bendixen, medvirkende i en del programmer og shows, der har med netop disse danseaspekter at gøre ( Ikke mindst som dommer i Vild med Dans på TV2 )

Læs mere: www.bendixendans.dk

Eller besøg dem på:
Pejsegaarden/ v. Britt Bendixen; Frederikssundsvej 343; 2700 Brønshøj


STEPZ
Stepz dansestudie har eksisteret mere end 25 år under ledelse af Helen Dohlmann og har sin beliggenhed på Østerbro i København. Skolen er især kendt for sin 1-årig danseuddannelse og sit sommerkursus, der varer 6 uger i skolernes sommerferie ( benyttede mig af dette tilbud denne sommer ). Skolen er ligesom flere af de andre nævnte meget jazz´et. Ser man på det årlige program er timerne få og består mest af jazz´og Stepz motion. Stepz motion har sit fokus på motionen frem for dansen og er et rytmsik opbygget motionsprogram. Skolen tilbyder fire streetdance-timer om ugen, hvor af det ene er House. De andre timer er pt. med Thomas Møller og Sarah Jordan. Især sidstnævnte er en virkelig dygtig danser og en virkelig dygtig lærer, og efter hvad jeg ved, underviser hun kun på Flow Dance udover, så de hold kan man roligt tage.
Problemet med Stepz er altså ikke kvaliteten af streetdance-timerne, som jeg foreksempel synes er tilfældet med Pejsegaarden. Derimod handler det om kvantiteten. De 4 gange om ugen dækker over alle niveauer og stilarter, så reelt kan man måske kun danse én gang om ugen der og virkelig få noget ud af timen og få noget for pengene!

Læs mere: www.stepz.dk

Eller besøg dem på:
Stepz Dansestudie; Øster Farigmagsgade 16 B; indgang H.; 2100 København Ø

Tlf: 35384503


AL-DANS
AL-dans ligger i Søborg og tilbyder en del dygtige lærere som Jonas Worup, Jesper Krüger, Marwin, Mathias Arvidson m.fl. Der er dog flere ting ved AL-dans, der langt fra er tiltrækkende for mig. Dels ligger skolen i Søborg- et stykke væk, men endnu værre er skolens fokus på konkurrencer. Skolen er et lukket univers, og har en tendens til at "opdrage" og overbevise deres dansere om, at de er verdensmestre. Ja- der er kommet mange dygtige dansere fra den skole - ingen tvivl om det; men det er der fra samtlige skoler og dans handler vel også om at udvikle sig og udvide sin horisont, prøve nye lærere, stilarter og danseskoler; og komme ud på usikker grund! Det mener jeg i hvert fald.

Læs mere: AL-dans.dk

Eller kontakt dem:
AL-dans, Søborg Torv 13,2860 Søborg

Velkommen!

I min blog vil jeg forsøge at belyse dans, sundhed og motion ud fra flere forskellige vinkler. Der vil være en ren danseafdeling med råd og vejledning, beskrivelser af danseskoler og updates af kommende workshop i København - området. Klip fra Youtube, diverse forestillinger og hvad hjertet ellers begærer. Der vil ligeledes være en ren sundhedsafdeling med fokus på kost, velvære, fitness og så fremdeles.
Deudover en masse lir - sportstøj, psykologi / motivation og andre input.

dans